presse

FISH

I en livlig mosaik af hovedkulds akrobatik, romantiske drømmescenarier og retro-kitschet scenografi udspilles fortællingen om de to enspændere Gerd og Rolf. Gerds eneste ven er en akvariefisk, men en dag møder hun tilfældigvis Rolf, som bor alene i en dyrehandel. Deres liv fletter sig sammen, og den helt almindelige hverdag forvandler sig til et sammensurium af kejtede tilnærmelser og naive heltedrømme – som en lyslevende stumfilm af Chaplinske dimensioner.

Under ledelse af den svenske instruktør Åsa Johannisson dykker TinCanCompany ned i et spøjst univers, hvor de med klovnens naivitet og barnlige uskyldighed undersøger menneskets fejlbarlighed. Deres helt egen kække, komiske og fysisk tvistede stil blander sig med Magnus Larssons fantastiske lydunivers.

Sammen opbygger de en pudsig lille verden, der emmer af poesi og skæv humor.

Citater

En vidunderlig forestilling spækket med krumspring og løjer, og samtidig så poetisk. En sjov og farveglad 1950’er-scenografi og smågale rekvisitter bidrager også sammen med Magnus Larssons udtryksfulde musik og en spændende lyssætning.
Barometern (SE) 2009

  • Instruktør: Åsa Johannisson
  • Artister: Gry Lambertsen og Rune Andersen
  • Scenografi: Karin Östergren
  • Kostume:  Mikaela Johansson
  • Komponist: Magnus Larsson
  • Lysdesign og teknik: Jonatan Olof Winbo

En Co production mellem TinCanCompany , Cirkus I Glasriket og Regionteatern Blekinge/Kronoberg , Sverige

De fleste fotos er taget af Peter Lloyd

Støttet af Kunstrådets Scenekunst udvalg